Gå til hovedindhold
NemID logo

Print denne side

Gyldig legitimation

For at få NemID skal du kunne legitimere dig, og i det følgende kan du læse om de forskellige muligheder for legitimation.

Få NemID udleveret straks ved personligt fremmøde

Hvis du ønsker at få udleveret NemID med det samme, skal du møde personligt op på et borgerservicecenter. Du skal medbringe gyldig legitimation, som bekræfter din identitet. Dit cpr-nummer skal fremgå af den valgte legitimation. Desuden skal du besvare 2-4 kontrolspørgsmål korrekt eller stille med et vitterlighedsvidne.

Kontrolspørgsmålene tager udgangspunkt i oplysninger fra det centrale personregister (cpr). Hvis der kun er få oplysninger om dig i cpr-registeret, vil det ikke være muligt at anvende kontrolspørgsmål. I sådanne tilfælde skal du stille med et vitterlighedsvidne.

Er du udlænding eller har du kun opholdt dig i Danmark i kort tid, bør du for en sikkerheds skyld medbringe et vitterlighedsvidne.

Et vitterlighedsvidnet skal være fyldt 18 år og have et dansk cpr-nummer, samt skal kunne fremvise egen gyldig billedlegitimation og underskrive en tro og love-erklæring under strafansvar.

Hvis du ikke ønsker at besvare kontrolspørgsmål eller stille med et vitterlighedsvidne, kan du i stedet få dit nøglekort sendt til din hjemmeadresse, såfremt den er registreret i det centrale personregister (cpr).

Dette er ikke muligt for navne-/adressebeskyttede eller personer, som er bosat i udlandet. 

Legitimation med billede

Du kan bruge en af nedenstående former for gyldig (ikke udløbet) billedlegitimation:

  • Nationalt kørekort udstedt i et EU/EØS land, Grønland eller Færøerne*)
  • Pas udstedt af offentlig myndighed i hjemland
  • Forsvarets identitetskort (fra DK)
  • NATO pas
  • Politilegitimationskort (fra DK)
  • Opholdstilladelse/opholdskort med billede udstedt i Danmark
  • Danske pengeinstitutters ID-kort
  • Nationalt identitetskort med billede udstedt af offentlig myndighed i hjemland, og som kan anvendes som rejsedokument i Schengen lande.

*) herunder accepteres et knallertkørekort udstedt i Danmark, såfremt dette er identisk med det lyserøde (moderne) kørekort til bil eller motorcykel. Det gamle knallertførerbevis (gule) kan ikke anvendes, da der er påtrykt, at dette ikke kan anvendes som legitimation. 

Hvis dit cpr-nummer ikke fremgår af den valgte billedlegitimation, skal du derudover medbringe legitimation, hvoraf dit cpr-nummer fremgår. Se listen over legitimation uden billede herunder.

Legitimation uden billede

Hvis du ikke har billedlegitimation, skal du medbringe to andre typer af legitimation, hvoraf den ene type skal indeholde cpr-nummer:

  • Dåbs- eller navneattest
  • Sundhedskort (Sygesikringskort) eller bopælsattest
  • Seneste årsopgørelse eller forskudsopgørelse fra Skat
  • Dokumentation for udbetaling af offentlig ydelse (max. tre måneder gammel)

Bemærk, at mindst et af legitimationsbeviserne skal være sundhedskort (sygesikringskort), bopælsattest eller dåbs- eller navneattest. 

Find dit borgerservicecenter

Her kan du se hvor du skal henvende dig, hvis du vil have NemID ved personligt fremmøde.

Find dit borgerservicecenter

Har du fået NemID via din bank

Hvis dit NemID er oprettet via din bank, og du senere ønsker at tilknytte offentlig digital signatur via borgerservice, skal du fremvise legitimation, samt besvare kontrolspørgsmål eller stille med et vitterlighedsvidne. Husk, at gøre borgerservice opmærksom på, at du allerede har NemID til netbank.

Har du to NemID

Hvis du har to NemID fx et til netbank og et til de offentlige løsninger, og fremadrettet kun ønsker at have ét NemID, der gælder til begge løsninger, skal du henvende dig i din bank for at få de to knyttet sammen.