Gå til hovedindhold
NemID logo

Print denne side

Digital signatur

En digital signatur er en elektronisk underskrift. Den sikrer, at du er den, du giver dig ud for at være, når du underskriver i forbindelse med elektronisk kommunikation.

Din elektroniske underskrift

De fleste mennesker vil gerne bruge de muligheder for bedre kommunikation og services, som internettet tilbyder. Men de vil ikke have, at andre får adgang til deres oplysninger, ændrer i dem eller køber varer i deres navn.

Normalt sætter man en underskrift på et papir som garanti for, at man er den, som man udgiver sig for at være. Når man flytter sig fra papir til digital kommunikation, kan man ikke længere skrive under med pen og blæk. I stedet må man skrive under digitalt.

Din digitale signatur er derfor din elektronisk underskrift. Den sikrer, at du er den, du giver dig ud for at være, når du underskriver i forbindelse med elektronisk kommunikation. Din underskrift med digital signatur er lige så bindende som den, du sætter på papir med pen og blæk.

Digital signatur er en vigtig forudsætning for etablering af offentlige og private internettjenester. Det gør det muligt at benytte det offentliges tjenester døgnet rundt og erstatte fysiske dokumenter med elektroniske.

Anden generation

NemID er anden generation af digital signatur. Første generation var udviklet af TDC og blev lanceret i 2003. NemID er udviklet af Nets DanID og blev lanceret i 2010.

NemID adskiller sig fra den tidligere digitale signatur ved at:

  • Du ikke skal installere NemID på din computer
  • Du kan tage NemID med dig på farten
  • Du skal bruge både et selvvalgt bruger-id og adgangskode, og du skal bruge et nøglekort.

Sikkerheden i NemID

Den væsentligste forskel på NemID og mange andre løsninger er, at NemID er baseret på to-faktor-sikkerhed. NemID er noget, du har i hovedet, og noget, du har i hånden: din adgangskode og dit nøglekort.